Arkitektonisk økologi – økologisk arkitekturØkohus 99 i Ikast af Tegnestuen Vandkunsten(publiceret i foråret 2002 af Statens Kunstfond i 'Dansk Arkitektur, Årgang 2000')
Af Thomas Leerberg
I et forstadsområde til Ikast ligger et boligbyggeri af Tegnestuen Vandkunsten, der på godt og ondt viser, hvor økologisk arkitektur befinder sig i disse år. Boligbebyggelsen er resultatet af By- og Boligministeriets prækvalificerede arkitektkonkurrence Økologisk Boligbyggeri fra 1996, der var led i en større indsats for at vise de realistiske muligheder for en integration af økologi og arkitektur i Danmark. Man ville med konkurrencen vise, at “... økologien kan indgå som en naturlig og fremtidssikret del af hverdagen.” En integration, hvor hverken økologi eller arkitektur skulle gå på kompromis.
Til grund for konkurrencen lå en helhedsbetragtning, der betød at bebyggelsen kunne finansieres inden for totaløkonomiske rammer, hvor en højere etableringsudgift kunne udlignes med senere besparelser i driften af bebyggelsen. Man kunne altså anvende bedre og dyrere materialer og dermed få et kvalitetsbyggeri med et budget, der på længere sigt var sammenligneligt med et gennemsnitligt dansk boligbyggeri.
Præmissen for Vandkunstens byggeri i Ikast var derfor at skabe: a) en ligeværdig integration af økologi og arkitektur, b) et bevis på at økologisk arkitektur kan opføres inden for almindelige totaløkonomiske rammer og c) et forbilledligt demonstrationsbyggeri for fremtidig økologisk arkitektur i Danmark. Det var med andre ord intentionen, at den økologiske arkitektur skulle ud af kuvøsen, klare sig på almindelige vilkår og opfylde de krav man stiller til normalt boligbyggeri. Man ville med bebyggelsen i Ikast bevise, at økologisk arkitektur ikke længere bare var et 'naivt' eksperiment, men en realistisk mulighed.
BebyggelsenBebyggelsen er planlagt som en rækkehusbebyggelse, der som en øst-vestgående vifte af seks stramme stokke spreder sig ud fra et fælleshus og åbner boligområdet op mod en større grønning – Frisenborgparken – på den modsatte side af ankomsten. Planen skaber med sin enkle logik en stærk forbindelse mellem grønningen og de omkringliggende traditionelle forstadsområder og indbyder til, at man studerer bygningerne nærmere. Bilen efterlades i bebyggelsens udkant, og man bevæger sig til boligerne mellem de enkelte stokke ad en fælles havegang. Herfra er der forbindelse til den enkelte bolig via en bro over et lille bassin, der som rodzoneanlæg opsamler regnvand. Vandet ledes videre til nedsivning i en sø i bebyggelsens sydlige udkant, tæt på ankomsten.
Tegnestuen beskriver selv boligbebyggelsen med stikordene synliggørelse, forståelse, tilgængelighed og enkelthed, hvilket lykkes til fulde. Formmæssigt fremstår bebyggelsens stokke som præcist skårne volumener, som tydeligt viser, hvad der er forside og bagside og dermed også, hvad der er boligernes hovedpointe – nemlig lysindfaldet i det såkaldte solhus med den store sydvendte glasfacade – bebyggelsens vigtigste økologiske komponent. Sammen med de afskårne sorte flader giver de store glasflader stokkene en formel glathed, der savner den formmæssige variation, som kendetegner Tegnestuen Vandkunstens tidligere beboelsesprojekter som Tinggården (1978), Hedelyngen (1981) og Dianas Have (1992).
En præcis og gennemgående rytme slås an af de centralt placerede installationskerner, hvis tunge 'skorstene' anes gennem solhusets glaspartier. En rytme, som ikke bare funktionelt, men også formmæssigt markerer boligens omdrejningspunkt og som gentages i facadens variation af transparent glas, hvide opale flader af solgardiner og sorte lukkede flader omkring indgangspartiet.
Boligerne er formgivet omkring en dobbelt zone-inddeling: en lodret inddeling mellem den tunge nordvendte og den lette sydvendte del af boligen og en vandret mellem den lyse øverste og den mørke nederste del af boligen. Denne inddeling giver en tydelig fortættet karakter til boligens form og brug og giver specifikke steder til familiens forskellige aktiviteter dagen igennem. Boligens indre rum er logisk organiserede: Fra det dobbelthøje solhus er der adgang til værelser og et bad/toilet i stueetagen, og via en trappe videre til boligens lyse opholds- og arbejdsrum på 1. sal.
Planerne er ikke blot indadvendte, de er også udadvendte – de danner en snæver indadvendt rammer for familiens blandede aktiviteter på 1. sal omkring 'skorstenen' i køkkenet, men danner samtidig også rammen for en udadvendt dialog gennem glasdørene til solhuset og videre ud i den omkringliggende bebyggelse. En dialog værelserne i stueetagen desværre er afskåret fra på grund af den bærende væg midt i huset.
Til bebyggelsen er valgt materialer, der harmonerer med det økologiske mål. Råhuset er af miljøbeton, der har tilslag af knust, genbrugt beton, mens etagedækket lidt overraskende er en lettere trækonstruktion, der ikke kan akkumulere den samme mængde varme som et tungt betondæk, men som til gengæld har en større isoleringsevne. Et valg, der understreges i snittets lodrette og vandrette zone-inddeling, hvor spise- og opholdsområdet (32,5 m2) omkring det åbne køkken på 1. sal bliver den velisolerede 'rede', familien kan trække sig tilbage til om vinteren.
Facaderne er beklædt med sorte rocklet-plader, som både understreger bebyggelsens lukkede kubiske former og samtidig giver en stærk fælles karakter til bebyggelsen og gør, at den skiller sig ud fra de omkringliggende røde teglstensbygninger. Glasfacaden mod syd er af højisolerende glas i mørke aluminiumsrammer monteret i en stålkonstruktion, mens taget er af præfabrikerede tagkassetter pålagt dybsort tagpap. Indvendigt fremstår rummene lyse, med hvidmalede vægge, fyrretræsgulve og et køkken i birkefinér, mens solhuset domineres af en blå væg i dobbelt højde. Der anvendes altså et forholdsvis begrænset udvalg af materialer – specielt udvendigt – så bebyggelsen savner den kontrastskabende materiale-variation, der kendetegner tidligere projekter af Tegnestuen Vandkunsten.
Snittet som generatorDet er tydeligt, at arkitekterne har brugt snittet som generator for formgivningen af boligerne i Ikast. Som i andre af tegnestuens byggerier (f.eks. Stenvadskolen (1981), Rockwool International A/S (1988) og Dianas Have (1992)) udtrykkes det gennemgående princip i ét eneste tværsnit. Den afgørende orientering af solhuset mod syd har krævet en opdeling af bygningen i en tung og en let del. Snittet er derefter blevet ekstruderet til at rumme det ønskede antal boliger, hvor de gentagne boligplaner ligger i simpel forlængelse af hinanden. En mindre tilbygning i den ene ende af hver stok, giver dog en vis variation i bebyggelsens samlede udtryk mod fælleshuset og ankomsten. Gentagelsen af snittet har holdt bygningens overfladeareal – og dermed varmetab – på et minimum og samtidigt gjort det muligt at benytte et repetetivt og billigt konstruktivt system af bærende betonskiver.
Snittet markeres i facaden af rytmen i 'skorstene', solfangere og indgangspartier, der fint relaterer sig til en lang dansk tradition med opdeling af boligen i fag. Boligens tunge og lette dele samles under det store tag, der på forsiden svæver over det lette solhus og på bagsiden adskilles fra den tunge del af en smalt vandret glasbånd. Et motiv man med fordel kunne have gentaget i de ellers stumt afskårne gavle og dermed have øget aflæseligheden af bebyggelsens gennemgående princip.
Den stærke orientering mod syd og det gentagne snit giver på den ene side en enkel og billig konstruktion, men på den anden side også nogle problematiske og ensformige uderum. I det lange smalle areal mellem stokkene bliver gentagelsen af bassiner, broer og rækværk næsten skematisk uden rumlige kvaliteter, som kunne have givet karakter til den enkelte bolig. Havernes nytteværdi må anses som begrænset både på grund af det lille areal og manglen på læ, idet enhver større beplantning ville komme i konflikt med ønsket om et så stort solindfald som muligt. Plænen på bagsiden af boligen ligger på grund af den korte afstand mellem de toetagers bygninger i skygge det meste af dagen.
En knæsætning af økologisk arkitekturTræder man et skridt tilbage og betragter bebyggelsen i Ikast i en bredere historisk sammenhæng, kan den opfattes som et forsøg på en knæsætning af økologisk arkitektur i Danmark, der begyndte med spontane eksperimenter efter oliekrisen i 1973 og som måske ender i den helt naturlige – muligvis usynlige – integration af økologien i alt dansk byggeri. Det er naturligvis på denne baggrund, at projektets præmis skal ses – det skal på samme tid være en demonstration af økologi og en realistisk anvendelse af økologi.
At Tegnestuen Vandkunsten blev prækvalificeret og siden vandt konkurrencen i Ikast synes i denne kontekst at være både naturligt og forudsigeligt, da Vandkunsten har befundet sig tæt på økologisk arkitektur siden midten af 1970'erne. Det siger også en del om, hvilket blik opgavestillerne, arkitekterne og brugerne har på økologiens fremtid i dansk arkitektur. Et blik, der måske ser mere tilbage på kendte metoder end frem mod nye måder at integrere økologien i arkitekturen på.
Gode intentioner med begrænset lønsomhedMåske skulle netop blikket på økologisk arkitektur og specielt denne arkitekturs præmis ændres, for nok er de gode intentioner til stede, men det kniber med realiteterne. Da boligbebyggelsen i Ikast var planlagt som en demonstration af økologisk arkitektur, blev der udarbejdet en evalueringsrapport af bebyggelsens faktiske økologiske, økonomiske og ressourcemæssige lønsomhed. Dette gav et konkret billede af integrationen af økologi og arkitektur i forhold til de opstillede krav, primært den totaløkonomiske ramme, hvor sigtet var, at en højere etableringsudgift skulle udlignes med løbende besparelser på forbrug af energi og ressourcer gennem byggeriets levetid.
Holdt op mod præmissen om en totaløkonomisk rentabilitet konkluderer evalueringen, at ikke alle de økologiske og driftsmæssige tiltag, der er i byggeriet er lige lønsomme – det er kun det centrale temperaturstyringsanlæg, displays i køkkenet og de højtisolerende ruder i solhuset, der er lønsomme. Solhuset fremstår her igen som et af byggeriets mest markante økologiske komponenter, der også formår at integrere et arkitektonisk udtryk med en social og økologisk funktion. Solhuset bliver på flere måder boligens ansigt udadtil – som det sted man mødes. På tilsvarende vis bliver 'skorstenen' boligens omdrejningspunkt og i mere end en forstand det sted, hvor boligens ressourcer samles og overvåges, mens 'skorstenen' udadtil understreger bebyggelsens arkitektoniske rytme af gentagne boliger. Disse to komponenter har altså en arkitektonisk, social og funktionel berettigelse.
Evalueringsrapporten konkluderer, at resten af de økologiske og driftsmæssige tiltag enten slet ikke er lønsomme eller blot neutrale i forhold til referencebyggeri og dermed forhøjer udgifterne til etablering og drift uden at byde på tilsvarende besparelser af energi og ressourcer. Dette bevirker at de økologiske og driftsmæssige tiltag som et hele ikke kan betragtes som lønsomme. Rodzoneanlægget foran hver bolig har en minimal økologisk værdi ud over almindelig nedsivning af regnvand, da der hverken tilføres affaldsvand fra eller leveres brugsvand til boligerne. Det samme gælder det aktive solvarmeanlæg for varmt brugsvand i sommerperioden, der er dyrt at etablere og ikke giver nogen markant besparelse. Disse to komponenter skal nok mest ses som en økologisk 'ornamentering' med høj signalværdi. Derudover resulterer den helt grundlæggende zoneopdeling og konstante overvågning af boligens økologiske status i en næsten anmassende økologi, som ikke lader beboerne i tvivl om, at hér tages økologien alvorligt. Det er en arkitektur, der kræver beboernes aktive deltagelse til at lukke boligens forskellige zoner, til at overvåge energi- og ressourceforbrug og til at overholde et sæt faste spilleregler, med risiko for at blive en 'økologisk bomaskine' som arkitekt og kritiker Erik Nygaard i en anmeldelse kalder boligerne i Ikast. Bebyggelsen stiller et krav om deltagelse som store dele af befolkningen nok helst vil være foruden og rummer derfor faren for at være forbeholdt en forholdsvis lille gruppe og dermed ikke blive det realistiske alternativ for den brede befolkning, der var intentionen med projektet.
Det væsentlige ved denne konklusion er, at byggeriet er blevet fordyret af elementer, der ikke er reelt ressourcebesparende og som derfor må spille en anden 'rolle' i byggeriet end den reelt økologiske. Og netop her melder byggeriets centrale problemstilling sig. For, hvis man søger at skabe en reel integration mellem økologi og arkitektur, som Vandkunsten forsøger i Ikast, er det nødvendigt at gøre sig klart hvilke arkitektoniske elementer, som reelt er økologiske og hvilke elementer, som reelt er signalgivende, æstetiske eller funktionelle.
På denne måde får de økologiske komponenter stor indflydelse på det arkitektoniske udtryk og brugen af boligerne. Spørgsmålet er om denne indflydelse er for stor, og om en egentlig integration har fundet sted? Er det en arkitektonisk økologi eller en økologisk arkitektur? Når der er så kraftig en billeddannelse som det er tilfældet i bebyggelsen i Ikast, får det en uheldig tendens til at cementere det traditionelle billede som både formgivere og brugere har af økologisk arkitektur. Og dermed har man gjort økologien en bjørnetjeneste.
En marginaliseret arkitekturPå trods af boligbebyggelsens arkitektoniske kvaliteter, må man sige, at den ikke har formået at ændre status fra et eksperiment til en realistisk løsning. Godt nok er de økologiske intentioner til stede og delvist realiseret, men de har i nogen grad begrænset det arkitektoniske udtryk og anvendeligheden af den enkelte bolig: ensformige – næsten skematisk – uderum mellem stokkene, friarealer bag den enkelte bolig uden sol, en manglende dialog mellem boligens tunge og lette zoner samt en manglende variation i det udvendige materialevalg og formmæssige udtryk.
Endvidere befinder bebyggelsen sig, trods en lempelig totaløkonomisk betragtning, ikke inden for de økonomiske rammer, der er gældende for normalt byggeri i Danmark. Dermed risikerer Økohuset i Ikast blot at blive endnu et demonstrationsbyggeri med en så høj signalværdi som mulig, og en position der stadig ligger uden for det almindelige byggeri. En marginaliseret position, der allerede i alt for høj grad forbindes med økologisk arkitektur i Danmark. Vandkunstens boligbebyggelse i Ikast viser således både det store arkitektoniske potentiale, der er i økologisk arkitektur og de mange udfordringer, der nødvendigvis må følge.
Hvis økologisk arkitektur fortsat insisterer på den kraftige signalværdi og nærmer sig en arkitektonisk type, risikerer økologisk arkitektur at forblive isoleret. Ikke som et 'naivt' eksperiment, men i stedet som en tematiseret æstetik for de få. En marginal og isoleret position, der hverken er til gavn for økologien eller for arkitekturen i Danmark.
© Thomas Leerberg, 2002
|
|