At give form til stofForskerskolen, AAA Marts 2000
Af Thomas Leerberg
I denne tekst ønsker jeg at benytte en grundlæggende ontologisk betragtning af forholdet mellem form og stof til at klarlægge hvilke aspekter og begreber ved inte-grerede designprocesser, der skal fremdrages og vægtes i mit Ph.D.-projekt. Specielt ønsker jeg at afklare i hvor høj grad arkitektoniske objekter kan forandres og der-med afvige fra den form de én gang er blevet givet. Beskrivelsen af forholdet mellem form og stof vil i denne sammenhæng bygge på Aristoteles grundlæggende ontologiske betragtning af den verden, der omgiver os og de former vi giver den. Beskrivelsen af en nutidig integreret designproces vil bygge på ønsket om at integrere mere end én form i et givet dynamisk objekt, hvad enten disse former er synlige eller skjulte, presente eller immanente. Et ønske som bl.a. beskrives af den amerikanske arkitekt Greg Lynn. Selvom Aristoteles beskrivelse af forholdet mellem form og stof ligger lang både historisk og teknologisk fra nutidens formgivningspro-cesser, er der dog en række fundamentale punkter, der stadig definerer den måde hvorpå arkitekter giver form til stof.
Hos Aristoteles udgør form og stof én enhed: Formen eller idéen, eksisterer ikke som hos Platon som en selvstændig realitet, men er kun tilstede i stoffet som en formen-de kraft. Ligeledes eksisterer stoffet heller ikke som ‘formløst’ eller som noget end-nu ikke formet, men kun ‘i form’ af formen. Verden eksisterer hos Aristoteles såle-des kun som en sammensmeltning af form og stof, som formens aftryk i stoffet og stoffet som sæde for dette aftryk. Men stoffet er hos Aristoteles ikke blot en passiv modtager af formen: Stoffet rummer muligheden (gr. dynamis) for at kunne gives en lang række forskellige former, hvor den konkrete og aktuelle form virkeliggør (gr. energia) et udsnit af soffets muligheder. Det stof man kalder ‘glas’ kan således både formes som en vinduesrude, et drikkeglas, en optisk linse, en stol m.m. Nok er stof-fets muligheder omfattende men alligevel afgrænsede. For ikke alle slags stof kan gives alle slags former. Stoffet har en egen karakter, der i bedste fald leder formen på vej – i værste fald gør at enheden mellem form og stof ikke kan eksistere. Stof-fet har en ‘stoflighed’, glasset en ‘glaslighed’, betonen en ‘betonlighed’, der som et modsvar til den form man prøver at give stoffet afgrænser den mængde mulige for-mer det enkelte stof kan gives. Form og stof kan udmærket tænkes som adskilte emner, der med hver sin karakter bidrager til at skabe den eksisterende verden. Adskillelsen mellem form og stof er således en rent logisk handling, der er nødven-dig for at man kan erkende verden og dens højere orden. Ligesom formen giver sig tilkende som et aftryk i stoffet kan formen erkendes af betragteren ved at formen efterlader et lignende aftryk i betragterens intellekt. Ved at betragte en række objekter kan man udlede at der findes almene former, som beskriver fælles karakte-rer ved objekterne og konstituerer et slægtskab mellem objekter af samme slags – formen ‘drikkeglas’ er fælles for alle drikkeglas og beskriver deres ‘drikkeglas-lighed’. Sådanne fælles former benævnes almenbegreber.
Men almenbegrebet giver ikke en helt dækkende beskrivelse af det enkelte objekt: Der er givet vis aspekter ved det enkelte drikkeglas, der ikke kan rummes i almenbegre-bet ‘drikkeglas’. For at kunne danne et alment begreb for en lang række objekter må betragteren acceptere, at disse almene begreber ikke til fulde dækker det enkel-te objekt. Objektet forholder sig således dynamisk (dynamis/mulighed) til formen og afviger i forskellig grad fra det rene almenbegreb.
Det er netop denne mulighed for afvigelse eller forandring, der er et centralt begreb i de integrerede designprocesser. Man ønsker så at sige at formgive og dermed kon-trollere denne afvigelse for at give det enkelte objekt en større tilpasningsevne, flek-sibilitet og effektivitet. Betragter man afvigelsen gennem den forståelsesmæssige optik som den klassiske ontologi tilbyder, kan afvigelsen fra almenbegrebet ske på to måder: a) Afvigelsen kan beskrives gennem en underkategori til almenbegrebet som en art til slægten. Formen ‘drikkeglas’ kan f.eks. have en underkategori eller art, der kan benævnes ‘store blå drikkeglas’ eller ‘små drikkeglas med fod’. Disse underkategori-er forlader ikke almenbegrebet, men udbygger og specificerer det. b) Afvigelsen fra almenbegrebet kan ligeledes finde sted ved at skifte til et helt andet almenbegreb – ved at skifte form, dog uden at skifte fysisk udseende. Objek-tet med formen ‘drikkeglas’ kan, gennem den måde objektet betragtes eller anven-des på, skifte til formen ‘stol’.
Skematisk kan dette opstilles som en afvigelse, der enten bevæger sig vertikalt fra et almenbegreb til en specificering – fra slægt til art eller som en afvigelse, der bevæger sig horisontalt mellem almenbegreber[1].
Den amerikanske arkitekt Greg Lynn beskriver netop denne mulighed for afvigelse og forandring ved arkitektoniske objekter i bogen ‘Animate Form’ fra 1999. ‘Animate’ her forstået både som det ‘at give liv til en iboende mulighed’ (det generiske objekt) og som ‘bevægelse af et objekt over tid’ (det temporære objekt). Greg Lynn skriver: ”This shift from a passive space of static coordinates to an active space of interacti-ons implies a move from autonomous purity to contextual specificity”. Med andre ord; ændringen af rummet fra at være passivt og statisk, til at være aktivt og udvek-slende, synes også at medføre en ændring fra en autonom renhed til en kontekstu-el specificitet. Det arkitektoniske objekt hviler altså ikke længere alene i sig selv som en ren form, men relaterer sig specifikt til en given kontekst, der vel at mærke hele tiden er under forandring.
Betragter man Greg Lynns udsagn som en grundlæggende ontologisk ytring, understre-ger Lynn objektets afvigelse eller forandring i forhold til almenbegrebet som et af de centrale punkter i de integrerede designprocesser. Muligheden for denne afvigelse ser Lynn som betinget af det arkitektoniske rum, hvori objektet befinder sig. Han introducerer så at sige et tredje element i ligningen, ud over form og stof, nemlig rum[2] som det, der placerer det enkelte objekt i en given kontekst.
Benytter man således den aristoteliske ontologi som forståelsesoptik af integrerede designprocesser og aktualiserer man denne forståelse med Greg Lynns nutidige fors-tåelse af generiske og temporære objekter, melder der sig tre emner, der synes at skulle vægtes i forhold til mit Ph.D.-projekt.
Disse emner er:
a) Den aristoteliske ontologi åbner mulighed for at enheden mellem form og stof ikke er et statisk forhold. Objekterne i verden eksisterer altså som en energisk/dynamisk udveksling mellem form og stof. Derfor bør en skelnen mellem et statisk og et dynamisk objekt vægtes i projektet.
b) En af de afgørende betingelser for hvilke formmæssige muligheder det enkelte objekt har, synes at være den kontekst det enkelte objekt indgår i, hvad enten dette opfattes som det givne arkitektoniske rum hos Greg Lynn eller som stoffets mulig-hed (dynamis) hos Aristoteles. Derfor bør begrebet kontekst og den måde hvorpå konteksten indvirker på det enkelte objekt vægtes i projektet.
c) Spørgsmålet om kategorisering af objekter synes også at være centralt for integrere-de designprocesser: Både de kategorier, der systematiserer betragtningen og opfat-telsen af verden og de kategorier man formgiver objektet til at passe ind i. Men også om forandringer i objektet finder sted i det egentlige fysiske objekt eller blot i de kategorier vi betragter objektet udfra. Derfor bør kategorisering også vægtes som begreb i projektet.
[1] Det er på ingen måde tilfældigt at sådanne objekter ofte beskrives som ‘generiske objekter’, der i et vist omfang mimer en biologisk udviklingsstruktur og tilpasnings-evne, hvor det enkelte objekt kan specificeres gennem arten eller ‘muteres’ til en helt anden slægt, blot i et noget andet tempo end i biologiens evolution. Et afgørende erkendelsesmæssigt spørgsmål, som jeg ikke kommer ind på her, er om det så er den faktiske verden, der forandrer sig eller om det er vor måde at katego-risere og erkende den på – om der findes naturlige kategorier eller om de blot er vilkårlige kategorier betragteren benytter for at gøre virkeligheden begribelig.
[2] Hvis man da ikke går så langt som til at betegne rummet som det egentligt stof i arkitektens formgivning, som R.M. Schindler bl.a. gør det i programerklæringen fra 1947 (1923) ‘Space Architecture’.
© Thomas Leerberg, 2000
|
|