Den Nordamerikanske Forstad
Dette forskningsprojekt er et bidrag til belysningen af den moderne by, navnlig den moderne forstads udvikling og fremtidige potentiale. Projektet sigter specifikt på at belyse den moderne nordamerikanske forstad, dens rum – private og offentlige, disse rums struktur, afgrænsning og funktion samt betydning for forstadens bydannende organisering.
Forstaden har gennem de seneste årtier fået en stadig mere central placering i by-diskussionen både i Danmark og i udlandet. Arkitekter, byplanlæggere og politikere diskuterer, om forstaden som bymæssig type er den model byer verden over i fremtiden skal udvikle sig efter. Med det økonomiske og velfærdsmæssige stadie samfund som det danske i dag befinder sig på, er ønsket om egen jord, eget hus og egen bil en grundlæggende ramme for det moderne liv.
Forstaden er i dag andet end blot beboelsesområder med parcelhuse og er langt mere kompleks og problemfyldt end som så. Forstaden er også sociale problemer, industriområder, indhegning og eksklusion, pionérånd og iscenesættelse – egenskaber, som især bliver synlige hvis man betragter forstaden i en bredere sammenhæng end blot den danske. Den udviklingsretning, forstaden tegner, skaber allerede i dag problemer i form af økologiske belastninger, social og etnisk gentrificering, stigende krav til infrastruktur, og navnlig byrum, der i høj grad mangler arkitektonisk stillingtagen og afklaring. Selvom forstaden er kommet for at blive og på ingen måde bør negeres eller fjernes, så mangler vi viden om forstadens indre sammenhænge – hvilke parametre, som bestemmer forstadens organisering, hvilke egenskaber ved forstaden, der har betinget dens globale udbredelse og navnlig hvilke potentialer og problemer den som by-model rummer.
Det er netop som led i en sådan bredere betragtning, at man skal se dette forskningsprojekt. Den danske forstad er ikke opstået af ingenting. Den danske forstad skal og kan kun ses som del af en større global udvikling, hvor en lang række faktorer og egenskaber bestemmer, hvordan vore byer udvikler sig.
Definition af en forstadDer er ingen tvivl om, at forstaden i den sidste halvdel af det 20. århundrede er blevet et emblem på det nordamerikanske samfunds udvikling – på en voksende middelklasse, på en stigende økonomisk handlefrihed og på udbredelsen af en almen materiel velfærd. Forstaden er i høj grad blevet normsættende for den amerikanske drøm i det 20. århundrede.
Der synes i samme periode at være opstået en krise i den måde, hvorpå man betragter forstaden – hvilke egenskaber og karakterer man tillægger den, og hvilke kriterier man dermed bedømmer den ud fra. Forstaden betragtes i vid udstrækning stadig på samme måde som den blev betragtet i årerne efter anden verdenskrig: Som en stereotyp gentagelse af én-familieboliger for en stor middelklasse uden bemærkelsesværdig variation – som et urbant rum uden hjemløse, illegale indvandrede, enlige ældre og kriminelle. Men denne stereotype betragtning stemmer sjældent overens med virkelighedens forstad,
Case DataTRACT 1199
Panorama City
AREAL
Personer 4.675
Areal 1,3 km2
Befolkningstæthed 3.731 personer per km2
BOLIG
Boliger Beboede 1.354 (98% af total)
Ubeboede 28 (2% af total)
Ejerform Ejerbolig 1.070 (77% af total)
Lejerbolig 284 (21% af total)
Boligstørrelse Gennemsnit 5,17 rum per bolig
Personer per bolig Gennemsnit 3,38 person ..........
Modeller for forstadenUdgangspunktet for den empiriske undersøgelse er to markante måder, hvorpå man siden starten af 1980’erne har anskuet den nordamerikanske forstad: som et sted for beboelse (Kenneth T. Jackson,1985) og som en markedsøkonomisk dynamik (Joel Garreau, 1991). De enkelte betragtningsmåder er meget selektive med hensyn til hvilke data, der inddrages og hvilke, der udelades, ligesom de enkelte ser vidt forskellige ‘problemer’ ved forstaden: Anskuelsen af forstaden som beboelse tager afsæt i efterkrigstidens kraftige forstadsudstykninger med privatbilisme, kernefamilier og en stor hvid middelklasse, mens anskuelsen af forstaden som en markedsøkonomisk dynamik tager sit udgangspunkt i 1980’ernes liberale økonomiske klima og minimale offentlige styring af byudviklingen.
Disse to anskuelser anvendes i dag sideløbende af hver sin teoretiske gruppering, hvorfor der ikke kan siges at være nogen entydig sand anskuelse af den nordamerikanske forstad, selvom anskuelsen af forstaden som beboelse er den mest udbredte. Anskuelserne beskriver hvert deres interesseområde med meget få overlapninger – man kan sige, at lige så flertydig forstaden er i karakter, lige så flertydig er beskrivelsen af forstaden. .....
Forstadens fænomenerSom uddybning af dette forskningsprojekts empiri kan man spørge hvilket bymæssigt rum empirien beskriver, når det kommer til stykket? Er der en af de forstadsmodeller, som blev omtalt forrige kapitel, der er mere sand end de andre? Eller er modellerne tegn på en historisk forandring i den måde vi betragter forstaden på?
Man må sige at de fire ‘elementære’ faktorer – tæthed, ejerboliger, status og transporttid – stadig har betydning for karakteristikken og dermed tilgangen til forstadens problemer, men de har i dag ikke den samme betydning, de tidligere havde, og er i udbredt grad suppleret af andre faktorer.
Spørgsmålet er ligeledes om den fokusering på en skarp opdeling af, hvilke dele af et byområde, der kan betragtes som center og hvilke dele der kan betragtes som periferi er en meget traditionel betragtning. Da Rayner Banham i 1971 beskrev Los Angeles, tillagde han ikke ‘downtown’ megen betydning. Han gav den kun “A note on downtown ... because that is all downtown deserves”. Banham fandt stedet Los Angeles’ karakter i forstæderne, der var spredt som punkter ud over det store ortogonale netværk. Downtown stod blot tilbage, lige som i en lang række andre nordamerikanske byer, som en tom skal af det, der tidligere havde været et pulserende centrum.
Suburban skolingI ‘New Deal’ årerne, der fulgte den store depression i amerikansk økonomi iværksatte daværende præsident Franklin D. Roosevelt i 1933 et initiativ til opbygningen af såkaldte ‘homesteads’, hvor de hårdt prøvede dele af befolkningen kunne få en ny start i nye bysamfund. Disse blev primært anlagt som ‘haver’, hvor beboerne kunne dyrke fødevare til deres eget underhold, mens de ventede på muligheden for faste jobs i en lammet industri. Initiativet var rettet mod tre grupper: den kriseramte landbefolkning, de ‘strandede’ industriarbejdere fra områder med sammenbrudt storindustri samt de arbejdsløse i storbyerne1. Hovedformålet – at fremskaffe fødevare til en befolkning i knæ – skulle opnås gennem etableringen af kooperativer og individuelt ejede landbrug, anlagt omkring de større bycentre eller i områder, hvor bysamfundene havde en chance for selv at udvikle småindustri2. Denne tilgangsvinkel lyder i dag fremmed for amerikansk politik, og der var da også i 30’erne store protester fra den private industri om konkurrenceforvridning og trusler mod den frie markedsøkonomi, man havde opbygget siden industrialiseringen.
Den restriktive forstad – Suburban WarfareI 1978 foretog den amerikanske installationskunster Dan Graham et indgreb i en tænkt, men dog meget sandsynlig forstadsbolig, i værket Alterations of a Suburban House. Han erstattede hele den ene side af boligen med én stor glasfacade, men lod ellers alle møblerne i opholdsrummet stå, så de forbipasserende kunne se, hvad boligen indeholdt. Ned midt gennem bygningen placerede han et stort spejl, der først reflekterede møblerne i stuen og dernæst hele nabolaget. De forbipasserende ville altså først se forhaven, så ind i boligens opholdsrum gennem glasfacaden, dernæst en fordobling af boligen i spejlet, for til sidst at se en spejling af sig selv og hele nabolaget. Bag spejlet lå den anden halvdel af boligen stadig utilgængelig – beskyttet mod de forbipasserendes blikke.
“The glass facade reveals the interior living quarters and displays them like a show window. The use of a mirror in the interior arbitrarily separates private space, made more mysterious, from the fully visible front areas.”2
Grahams forstadsbolig skaber gennem etablering af en forskel mellem det indre og det ydre en grænse, der er delt op i tre felter: Forhaven, der både er rumlig og visuel tilgængelig, opholdsrummet, der kun er visuel tilgængeligt, og endelig rummene bag spejlet, der hverken er rumligt eller visuelt tilgængelige.
Den iscenesatte forstadSidst i 1980’erne opstod en ny praksis for nyanlæggelse og byfornyelse af forstæder i Nordamerika, omkring et forum kaldet ‘Congress for the New Urbanism’. Med baggrund i byudviklingen før anden verdenskrig søger denne gruppe arkitekter at praktisere en ‘new urbanisme’, der integrerer beboelse, arbejde, indkøb og rekreation i kompakte byenheder med tætte stiforbindelser og store landskabelige ressourcer. Man tog dermed kritisk afstand fra den traditionelle måde at planlægge forstæder på i Nordamerika med funktionsfordeling i isolerede felter bundet sammen af privatbilisme – en kritik, der i vid udstrækning minder om tæt-lav bevægelsen i Danmark i samme tidsperiode. Men ‘new urbanism’ sejrede i Nordamerika, hvor tæt-lav bevægelsen tabte i Danmark – ‘new urbanism’ er i dag de facto standarden for planlægning af forstæder i Nordamerika bl.a. i Newhall Ranch som vist tidligere. I bevægelsens charter kan man bl.a. læse:
"All development should be in the form of compact, walkable neighborhoods and/or districts. Such places should have clearly defined centers and edges. The center should include a public space – such as a square, green or an important street intersection – and public buildings – such a library, church or community center, a transit stop and retail businesses."
Pragmatiske urbane strategierByer verden over kendetegnes i dag af forandring. En forandring, der ikke blot har indflydelse på byernes udseende og måde at fungere på, men også på den måde hvorpå vi betragter og bearbejder disse byen. Uforudsigelige udviklingsretninger, ændrede samfundsmæssige behov og konstant skiftende urbane funktioner har i dag skabt så komplekse urbane miljøer, at vi ikke længere kan planlægge byerne med forventningen om at byerne følger disse planer.
De bymæssige forandringer vi ser i dag, problematiserer meget præcist de kognitive metoder, arkitektfaget hidtil har benyttet. Derfor kan man spørge, om disse metoder stadig kan løse de kriser den moderne by i dag er stillet overfor? Man kan således, som udgangspunkt for en yderligere problematisering, argumentere for, at flere af de ‘urbane kriser’ kan føres tilbage til et sammenbrud i modernistiske arkitektfaglige discipliner. Den kognitive modernistiske tilgang til byen synes at være dømt til at mislykkes, da den slet ikke ‘stiller diagnosen på byen’ – den tager ikke udgangspunkt i byens faktiske vilkår, men forudsætter at byen er et stabilt territorium med permanente funktioner og en forudsigelig fremadskridende handling
“... a functionalist logic that would describe a fixed set of actions to be completed within a fixed architectural envelope (and risk obsolesence if those functions changed)” Stan Allen, ‘Diagrams Matter’
IndholdsfortegnelseNoterLitteratur
© Thomas Leerberg, 2000
|
|