Grænsedragning i den nordamerikanske forstad
Publiceret i Byplan 00, vol. 02
Af Thomas Leerberg
"A place where you can live in the middle of it all yet away from it all."Salgsbrochure for et ‘Gated Community’ i ‘Woodlands’, Californien, 1999
Ovenstående citat er hentet i en salgsbrochure for ‘Woodlands’, et ‘gated community’ i den nordøstlige periferi af Los Angeles. Citatet rummer meget præcist nogle af de ønsker, der er meget udbredte i den nordamerikanske forstad i dag: Man ønsker for det første selv at bestemme afgrænsningen mellem forstadens bolig og den omkringliggende by, mellem hvad der er ‘mit og dit’, og for det andet både at være inden for og uden for et givet byområde, både at være en del af et fællesskab og på samme tid så langt væk fra dette fællesskab som muligt. For at opnå dette må beboeren i den nordamerikanske forstad benytte sig af et avanceret arsenal af forskellige grænsedragninger.
Grænsedragningens produkt kan deles op i to grupper: kanter og mærker. Kanter – og herunder rande, er faktiske grænser mod et ubestemt andet som den alleryderste udkant, mens mærker – og herunder skel, er normative grænser mellem noget bestemt andet af samme slags (mellem marker, parceller, rettigheder etc.). Forskellen på de to typer grænser – kanten og mærket – er, at den ene direkte begrænser en fysisk bevægelse med hegn, mure, volde og beplantning, mens den anden betjener sig af sociale, økonomiske, politiske, etniske og æstetiske markeringer. En forskel, som bliver synlig i forstadens bolig, der både er et fysisk værn (kant), mod et ubestemt andet, og en markering af sted og identitet (mærke), mellem næsten ens udseende bygninger på parceludstykninger af næsten ens karakter og størrelse.
I forhold til citatet fra ‘Woodlands’ kan man sige, at ønsket om at være i midten af den hele er et ønske om at være midt blandt ‘andre af samme slags’ med hensyn til økonomiske ressourcer, social gruppering, holdning til at bo i netop denne forstad m.m. Man ytrer dette ønske med et mærke, der som en normativ grænse signalerer, at man er en del af en homogen mængde – en enklave, men alligevel ønsker at håndhæve et individuelt ejerforhold. Man sætter sin lid til at ‘andre af samme slags’ respekterer de normative grænser parcelskel, forhaver og skiltning kommunikerer, og undlader at skabe hårde kanter mellem de enkelte boliger. Det samme slogans ønske om at være væk fra det hele, der er et ønske om, at danne et fysisk værn eller en kant mod det ukendte andet. Denne trussel rettes mod enklaven som helhed og spænder fra at skærme sig imod forstadsområdet ved siden af med en anden status eller livsstil, over ønsket om at slippe fri fra forurening og bilkøer, til et ønske om at værne mod trusler fra, hvad der måtte være af bandekriminalitet, oversvømmelser og skadedyr. Kort sagt desto mere homogent et neighborhood er indadtil, jo flere grænser markeres som bløde mærker eller skel, og desto mindre homogent et neighborhood er indadtil, jo flere grænser bliver markeret som hårde kanter. Hvis et byområde bliver så fragmenteret og så lidt homogent, at enklaven bliver reduceret til kun at indeholder én bolig, bliver en barrikadering af den enkelte bolig en given nødvendighed. En sådan barrikadering så man i forstæderne til Los Angeles efter urolighederne i Watts i 1965. En barrikadering der fortsatte op gennem 80’erne med stigende bandekriminalitet og ‘drive-by-shootings’, for blot at blive forstærket af urolighederne i forstaden South Central i april 1992. Disse barrikadering, som arkitekt Charles Jencks kalder ‘fortress architecture’ og sociologen Mike Davis ‘stealth houses’, kan bl.a. ses i Frank Gehrys ‘Loyola Law School’ (Los Angeles, 1981-84), ‘Frances Howard Goldwyn Regional Branch Library’ (Hollywood, 1984) og i Gehrys eget hus ‘Gehry House’ (Santa Monica, 1978-79) men måske tydeligst i BAM Construction/Design Inc.’s ‘Venice Studios’ (‘Hopper House’, Venice 1990). Her manifesteres værnet mod det ubestemte fremmede enten, ved at vende ryggen til det offentlige rum og bruge bygningens volumen som værn eller ved hjælp af en markant lav-teknologisk forskansning at gøre det fysisk umuligt for udefrakommende at overskride grænser. Forstadsboligen har således en stor fleksibilitet, når det gælder om at markere grænser: Fra den næsten usynlige overgang mellem fortorvet og forhaven, til indpakningen af boligen i stålplader og pigtråd.
Den ene af de to typer grænser, – ‘kanten’ har udover blot at være en fysisk grænse, også en mulighed for at være et selvstændigt rum. ‘Kanten’ kan være et ‘udkantsrum’ – en grænse, der på samme tid er overgangen til noget andet og en selvstændig position, med en egen karakter som en overgangszone eller tærskel. I forhold til ønsket i sloganet fra ‘Woodlands’ om samtidigt at være midt i det hele og væk fra det hele, rummer ‘kanten’ som ‘udkantsrum’ en mulighed: Man er stadig en del af forstadsområdet, men alligevel så langt væk at man til enhver tid kan træde helt ud.
Den nutidige nordamerikanske forstad er i høj grad præget af disse ‘udkantsrum’, der på samme tid er grænser og ramme for et socialt, mentalt og fysisk rum. Oftest er de korridorer for bevægelse – freeways, stormflodskanaler, nedlagte jernbanestrækninger eller store parkeringsarealer.
Et eksempel på et ‘udkantsrum’ i den nordamerikanske forstad er de næsten allestedsnærværende stormflodskanaler, der som 20 meter brede betonrande skærer sig gennem Los Angeles’ grønne beboelsesområder. Stormflodskanalerne er normalt utilgængelige og umulige at krydse, hvorfor de fungerer som effektive grænser mellem forstadsområder f.eks. mellem det rige og næsten ikonografisk middelamerikanske ‘Studio City’ og den nedslidte østlige del af Ventura Boulevard med brugtvognsforhandlere, tomme byggegrunde og rester af filmkulisser.
Et andet eksempel på forstadens udkantsrum er Vineland Avenue i North Hollywood, en at de gamle forstæder i San Fernando Valley i den nordlige del af Los Angeles. Som ‘Gateway to the San Fernando Valley’ var North Hollywood et gennemfartssted for Pacific Electrics sporvogne, der kørte i midten af Vineland Avenue flankeret af firesporede veje på begge sider. Sporvognene forsvandt i 1961, og i dag er der kun en bred støvet midterrabat tilbage, der udgør et af de centrale offentlige rum i det ekspanderende ‘North Hollywood Arts District’. Men i et helt andet mentalt rum er Vineland Avenue demarkationslinie mellem to af Los Angeles’ mere end 1300 hårde kriminelle bander; mod øst regerer ‘North Hollywood Boyz’ og mod vest de meget aggressive ‘North Side 18th Street Gang’. Det bymæssige udkantsrum, der på det ene ‘mentale kort’ er et fremgangsrigt offentligt rum, er på det andet ‘mentale kort’ en grænse, man kun overskrider med livet som indsats.
© Thomas Leerberg, 2000
|
|