Appendix
Dansk Resumé
Previous Chapter | Embedded Spaces Home
Denne ph.d.-afhandling begyndte med et ønske om at forstå, hvordan designere og arkitekter bruger rum som et kreative redskab – hvordan et sådant rum bliver konstrueret eller givet, og hvordan det påvirker det endelige designprodukt.
Gennem afhandlingen vil jeg argumentere for, at der er forskel på designprocessens rum og det endelige arkitektoniske rum som vi kan indtage med vore kroppe og bruge hver dag. At det ene rum ikke blot er en simpel refleksion af det andet, men snarere at designprocessens rum faktisk har såvel begrænsninger som muligheder, der i vid udstrækning er uopdagede, uformulerede og endog oversete. Set i denne kontekst søger afhandlingen at forstå den måde designere og arkitekter arbejder på, idet jeg vil søge at formulere og begrebsliggøre det jeg på dansk vil betegne indlejerede rum – embedded spaces.
Afhandlingen består af fire dele, der hver især har en distinkt funktion forumleret i både tekst, prototyper, eksperimenter og visualiseringer. Første del, Unfolding, er en beskrivelse og diskussion af den måde, hvorpå vi forstår og former begreber om rum. Anden del, Investigation, har karakter af deskriptiv designteori; den er med andre ord en detaljeret redegørelse for, hvordan udvalgte arkitekter og designere historisk har brugt rum som designredskab. Tredje del, Construction, har karakter af præskriptiv designmetode; den er med andre ord en redegørelse for den mulige brug af rum i designprocessen og viser, hvordan jeg ville gøre det. Fjerde del, Conclusion, vil destillere de diskussioner, der er blevet rejst gennem afhandlingen og konkludere hvad funktionen og karakteren af indlejrede rum er samt anvisninger videre forskning.
Alt dette er kulminationen på mange års undren over, undersøgelse af, uddannelse og forskning i aktiv anvendelse af rum, først ved Arkitektskolen i Aarhus og Southern California Institute of Architecture i Los Angeles, siden gennem min egen arkitektoniske praksis og forskning i den nordamerikanske forstad.
Afhandlingens tese kan kort defineres som: Muligheden for at integrere en række parametre og egenskaber i et designprodukt er afhængig af strukturen og begrebet for det rum, hvori designprocessen finder sted.
Vi kan stille nogle enkelte indledende spørgsmål til denne tese og diskutere, hvilke dele af tesen, der er mest relevante for argumentet.
For det første, hvad vil det sige at integrere parametre og egenskaber i et designprodukt? Hvilke parametre, hvilke egenskaber og hvilke designprodukter inkludere dette, og hvad vil det sige at integrere på denne måde?
For det andet hvad er afhængigheden mellem integrationen og det rum, hvori integrationen finder sted? Er der en stærk og kausal afhængighed, eller tilbyder rummet den fleksibilitet og dynamik, der almindeligvis kendetegner en designproces?
For det tredje hvad er det for et rum, hvori designprocessen finder sted? Er det abstrakt eller konkret eller blot en fælles terminologi?
Intentionen med afhandlingen er at beskrive en position for et designrum, der er både virtuelt og reelt, både indlejret i det endelige produkt og i det rum, hvori designeren er indlejret.
Grundlæggende for dette er antagelsen, at en designproces kan – i det mindste i en vis udstrækning – formuleres som et sæt af parametre (potentialer), der kan kvalificeres af bestemte regler for at blive realiserede egenskaber i det endelige produkt. Disse parametre kan være dimensioner, funktionelle krav, økonomiske og politiske begrænsninger, begrænsninger og muligheder ved det anvendte medie eller resultatet af en analyse eller kortlægning, der alle bliver konkretiseret som egenskaber i det endelige produkt. Dette produkt kan være meget bredt både i skala og i medier; det kan være så småt som den gaffel vi bruger hver dag, det kan være så stort og komplekst som en bygning eller en by eller det kan være immaterielt som en designstrategi eller et computer program. Dette og integrationsbegrebet er afledt af forskningsfeltet integreret design. Således er nærværende afhandling en lille del af en større indsats i Dansk Center for Integreret Design.(1)
Således er det forskningsmæssige problem(2) på en og samme tid meget bredt i sin undersøgende natur med inddragelse af mangeartede emner på tværs af både tid og rum og meget specifik som genstandsfelt – anvendelsen af rum som redskab for integreret design. Med andre ord er der tale om et komplekst terræn set gennem en enkel optik.(3)
Afhandlingen er konstrueret af eksperimenter, konstruktioner og tekster, hvortil det skal bemærkes, at den viden, der er blevet produceret i eksperimenter og konstruktioner, er lige så vigtig for afhandlingens argument som den viden, der er produceret gennem ren tekstlig diskurs. Dette er ikke blot et bevidst forsøg på at fastholde en pragmatisk tilgang i afhandlingen, men ligeledes et forsøg på at definere, hvad en videnskabelig produktion af viden i arkitektur kan være.(4) Derfor er eksperimenterne og konstruktionerne hverken baggrund eller forgrund, hverken rene illustrationer til tekst eller til det, der bliver beskrevet. Eksperimenter, konstruktioner og tekst er alle essentielle bestanddele for vejen gennem afhandlingen.
KomponenterFem komponenter eller byggestene vil blive brugt til at konstruere den nødvendige viden til at kunne evaluere den oven for beskrevne tese. Alle disse komponenter vil blive beskrevet i delen Unfolding, men er ligeledes at finde igennem hele afhandlingen. De er:
Rum som en fænomenologisk erfaring, som en subjekt/objekt-relationen mellem individet og den omgivende verden.
Rum som en kulturel konstruktion, som bliver konstrueret, aktiveret og afspejlet af andre videnskabelige og kunstneriske felter. Denne komponent vil især være til stede i delen Unfolding.
Deskriptiv designteori, anvendes til at undersøge, hvorledes udvalgte arkitekter har brugt rum som et designredskab. Denne komponent er primært funderet i en bred anvendelse af designteori, men ligeledes i kunst- og arkitekturhistorie. Eftersom afhandlingens fokus specifikt angår brugen af rum i designprocesser, har denne deskriptive komponent samme fokus. Det betyder, at selvom deskriptiv designteori redegør bredt for, hvordan designprocesser fungerer, vil det kun være brugen af rum, der er i fokus.
Normativ designmetode, anvendes til at beskrive tre aspekter for konstruktionen af indlejrede rum: medie, struktur og model.(5) Denne komponent er ligeledes til stede i delen Investigation som en analyse af, hvordan rum kan anvendes og i delen Construction som et anvisning på, hvordan rum skal anvendes.
Syntetiske rum genereret gennem digitale medier og den indflydelse sådanne teknologier har på udviklingen af rum og rumbegreber. Denne komponent er især blevet udforsket i de seneste år gennem den intense anvendelse af virtuelle designredskaber og er til stede i afhandlingen gennem eksperimenter foretaget ved CAVI (Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, Aarhus Universitet) og WorkSpace (Aarhus Universitet).
PræmisProjektet antager følgende: a) at de forskellige områder og aspekter, der tilsammen udgør arkitektur og design kan undersøges som diskrete elementer, specifikke spørgsmål og problemer eller som dynamiske og foranderlige interaktioner mellem sådanne diskrete elementer og b) at det at designe kan undersøges som en kognitiv proces, der følger et specifikt metodisk mønster, tankeperspektiv eller individuel begrebsliggørelse, som kan beskrive designaktiviteten og præcisere, hvordan arkitekter og designere arbejder. Generelt er disse designteoretiske antagelser og fundamentet for designuddannelse og designforskning.
Yderligere vil jeg ignorere og endog udelukke aspekter, der kunne være relevante og interessante i en anden sammenhæng, men som ikke har relevans for afhandlingens tese. Nogle aspekter kan blive inkluderet, hvis de har en særlig relevans for en specifik diskussion. Dette kunne være perceptionen og oplevelsen af det endeligt producerede arkitektoniske rum, der er irrelevant for diskussionen af designprocessens rum, med mindre der er tale om netop denne relation mellem disse to rum. Jeg antager, at læseren er bekendt med basale rumbegreber, det 20. århundredes arkitektur generelt og med brugen af digitale medier og generelle designprogrammer.
Tidsrammen for afhandlingen er defineret som det 20. århundrede, begyndende med Frank Lloyd Wrights Unity Temple fra 1903, fortsættelsende med RM Schindlers Space Architecture fra 1912, Robert Venturi og andres urbane kritik i 1960erne og 1970erne og sluttende med udviklingen af et elektronisk digitalt rum i 1980erne og de seneste undersøgelser og anvendelser af digitale medier og syntetiske virkeligheder.
Afhandlingens resultatI delen Unfolding beskriver og diskuterer jeg, hvordan vi forstår og begrebsliggør rum. Begreber som ‘rød’ og ‘hård’ er måske nemme at forstå og blive enige om, men det er ikke tilfældet med rum. Det lader til, at jo mere vi forsøger at definere og kategoriserer rum, jo mindre håndgribeligt bliver det. Der er altid aspekter ved rum, der undslipper vore begreber og kategorier. Derfor folder jeg vores forståelsen af rum ud gennem en meget bred diskussion af forskellige rumbegreber, som jeg igen snævre ind gennem en diskussion af rum som en kulturel konstruktion, for at slutte med en mulig definition af designrum. Alle disse aspekter, former tilsammen det rumbegreb, hvorigennem afhandlingen bør læses.
I afsnittet A New View on Space argumenterer jeg for, at den måde vi forstår rum på og de ord vi bruger til at beskrive rum med er en funktion af vores interaktion med den omgivende verden – at rum er et fænomen. Som et subjekt, der erfarer rummets potentiale og prøver at forstå det. Selvom et mentalt rum er en konstruktion i tanken, er det afledt af vores egen erfaringer med rumlig kausalitet. i afsnittet diskuterer jeg, hvordan den måde, hvorpå vi kategoriserer rum og rumbegreber, ofte er diffus og tvetydig. To vidt forskellige kategoriseringer af rum vil blive fremdraget: det brede udvalg af rumkategorier hos Franz Baier og den smalle opsamling af alle rummets aspekter i Edward Sojas begreb alef.
I afsnittet A Culture of Space vil jeg beskrive hvordan disse begreber og forståelser er kulturelle konstruktioner, der er udviklet i et fælles miljø. Fra Stephen Kerns detaljerede beskrivelse af udviklingerne i rum og tid omkring begyndelsen af det 20. århundrede vil jeg udlede, at den måde, hvorpå vi bruger rum i en designproces, i høj grad er baseret på rum som en kulturel konstruktion, der igen er defineret af en bredt sammensat af relationer til kunst, kultur og videnskab. Yderligere vil jeg diskutere Kerns argument om, at især de to begreber relativisme og konstituents spiller en rolle for brugen af rum. Relativismebegrebet er udviklet gennem moderne fysik og ikke-euklidisk geometri, særligt med reference til Albert Einstein, Max Jammer og Nicolai Lobachevski, mens konstituents begrebet er udviklet gennem en forståelse af ‘rum’ og ‘arkitektur’ i den tidlige moderne arkitektur og gennem en postmoderne kritik af rum, særligt med reference til Frank Lloyd Wight og Robert Venturi.
I afsnittet Designspace vil jeg gøre gældende, at det rum, der anvendes i en designproces kan beskrives som et designrum. Vi kan betragte design og det at designe på to forskellige måder. Som operationelt, hvor det kan sammenlignes med en en-dimensionel kæde, hvor hvert enkelt led i designprocessen indtager en helt bestemt plads og rolle, og som konstruktivt, hvor det definerer relationerne mellem de forskellige komponenter i designprocessen. Det operationelle syn på design er temmelig traditionelt og orienteret mod en industriel produktion som beskrevet af bl.a. John Heskett, mens det konstruktive syn er nyere og orienteret mod et informationssamfund som beskrevet af bl.a. Rikard Stankievitz. Jeg gør her gældende, at rum på denne måde ikke blot anvendes som en metafor for designprocessen, men også som en struktur, der rumligt styrer en sådan proces.
Samlet konkluderer jeg fra delen Unfolding, at det vi tænker om rum og erfarer om rum som fænomen er konstruktioner – enten i forhold til vores egen relation til verden eller i forhold til den kultur vi er en del af. Når vi beskriver rum kan vi vælge at dele det ind i en lang række kategorier eller at samle alle dets dele til én kategori. Det vigtigste er imidlertid, at eftersom rum er et fænomen, kan vi arbejde med eller manipulere den måde, hvorpå vi håndtere og bruger rum. Det er ikke et statisk forudgivet dogme, der er ude af vores kontrol – det er et medium eller redskab til at opleve den abstrakte og såvel som den konkrete verden omkring os og en måde hvorpå vi kan realisere vore intentioner i denne verden. Rum har altså et stort potentiale som redskab i en designproces.
I delen Investigation benytter jeg en deskriptiv designteori til at vise, hvorledes rum er blevet konstrueret som et redskab af arkitekter og designere, og hvordan det er blevet tilføjet en række nye og produktive funktioner. Tre undersøgelsesfelter fordeler sig hen over afhandlingens tidsramme. Disse felter repræsentere tre udviklinger af rum i tidlig moderne arkitektur, i en postmoderne urban kritik og i det syntetiske rum og de første rumlige computerprogrammer fra slutningen af det 20. århundrede.
I 1910erne og 1920erne definerede arkitekten RM Schindler en grundlæggende opfattelse af rum som et medium for arkitektur som han kaldte Space Architecture. Ud fra denne forståelse udviklede han to anvendelser af rum: som et manifest, der adskilte ham fra den internationale stil, og som et redskab for arkitektonisk dimensionering og design gennem det han kaldte reference rammer i rum. På denne måde var rum for Schindler både et tegn på modernitet og en grænseflade for interaktion mellem hans abstrakte, formelle idéer og den praktiske udførelse af arkitektur.
I slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne blev der rejst kritik af den ukrænkelige position som rum var blevet tildelt i moderne arkitektur. For arkitekter som Robert Venturi og kunstnere som Dan Graham, Robert Smithson, Ed Ruscha og andre havde rum en langt større indflydelse og potentiale end bar formalisme. Venturi argumenterede for at rummets symbolske og semantiske funktion, var at finde i de amerikanske forstæders udefinerede overdrev og ikke i arkitekturens rumlige formalisme.
Fra midten af ‘70erne begyndte man at anvende computerprogrammer til at konstruere syntetiske rum, der var frigjort fra – men stadig i relation til – den konkrete verden. Først som et redskab til rumdisponering i bygninger, men senere også som en rumlig model, der omfattede en lang række designaspekter. Sådanne redskaber var især henledt på projektering men blev senere anvendt til fremstilling af rumlige præsentationstegninger. Denne forandring i brugen af rum kan spores i nogle af de mest indflydelsesrige programmer bl.a. AutoCAD fra Autodesk.
Samlet konkluderer jeg fra delen Investigation, at designrummet er forskellig fra og dog tæt forbundet med det producerede rum, der er resultatet af designprocessen. Designrummet er op igennem det 20. århundrede blevet tildelt en lang række funktioner gennem forskellige syn på hvad rum kan være: som et manifest, som et formgivningsmodul, som en symbolsk gestus eller en syntetisk model.
I delen Construction benytter jeg en præskriptiv designmetode til at fokusere på fire relaterede problemstillinger, der er centrale og vigtige for brugen af et designrum.
I afsnittet Media diskuterer jeg med udgangspunkt i panoramaet som det er beskrevet af Bernard Comment, hvordan bestemte mediers tekniske begrænsninger og muligheder påvirker konstruktionen af designrum. Emner som teknik, medie og teknologi bliver ofte ignoreret når designrum skal konstrueres, men disse emner har faktisk en afgørende betydning, når man f.eks. i dag anvender avancerede modellerings- og visualiseringsprogrammer. Derfor vil jeg hævde at a) rumlige konstruktioner er tekniske medier defineret af kulturelle fænomener, b) der kan opstå kriser mellem mediet tekniske definition og subjektets oplevelse af dette hvorfor c) subjektet er en integreret del af hele denne konstruktion så et medie former den måde hvorpå vi konstruerer rum. Jeg vil derfor hævde, at når vi anvender et medium til at konstruere et designrum, er det baseret på bestemte teknikker og teknologier. Endvidere vil jeg hævde, at det er umuligt at adskille beskuer og medium. Selvom panoramaet første gang blev konstrueret tilbage i 1787, gør de samme vilkår sig gældende for de mange rumlige konstruktioner vi i dag gør brug af i designprocessen.
I afsnittet Structure diskuterer, hvordan et rums struktur påvirker det der bliver konstrueret i det. Med udgangspunkt i John Rajchman vil jeg gøre gældende, at disse rumstrukturer både kan være effektive og affektive, både statiske og dynamiske, predefinerede og processuelle. Dette er synligt i kappa-tau rumkurver og i de matematiske rumlige algoritmer som arkitekten Karl Chu benytter.
I afsnittet Model vil jeg diskutere, hvordan rum bliver brugt som model. Som udgangspunkt benytter jeg beskrivelsen af maleri som model hos Yve-Alain Bois, der introducere fire modelkategorier – den perceptive model, den tekniske model, den strategiske model og den symbolske model. Disse fire kategorier kan relateres til en arkitektonisk anvendelse af rum som model med referencer til de mange designrum, der blev beskrevet i delen Investigation. Jeg vil hævde at når man bruger rum som model skaber man en forbindelse mellem adskilte verdner, ved at rumliggøre objekter der ikke tidligere havde en rumlig eksistens. Imidlertid kræver en sådan metoder en anerkendelse af, at det rum der bruges til at konstruere en model eller en metafor, ikke er en neutral størrelse men at rummet har visse begrænsninger og krav til anvendelsen. Denne brug af rum bliver kvalificeret gennem metaforiske konstruktioner som kortlægning af geografiske og politiske data i et virtuelt landskab, brugen af rum som en fælles terminologi og konstruktionen af cyperspace som en rumlig repræsentation af en skjult verden.
Samlet kan vi ud fra delen Construction og på grundlag af mine begrebslige udfoldninger og undersøgelser konkludere, at bestemte tematikker er centrale for brugen af rum i en designproces. Disse tematikker danner basis for mine egne rumkonstruktioner, således som jeg vil foreslå dem anvendt.
I delen Conclusion samler jeg alle de tråde og veje, der er blevet lagt ud i løbet af afhandlingen og konkludere på potentialet i at arbejde med de foreslåede metoder omkring indlejrede rum. Jeg vil foreslå tre funktionelle karakteristika for rum – en utilitaristisk funktion, en kulturel/historisk funktion og en forskydende funktion, hvilket vil blive fulgt af en beskrivelse af designrummets potentialer: forskydning og inddæmning.
Evaluering af tesenAfhandlingens tese blev ganske kort defineret på følgende måde: Muligheden for at integrere en række parametre og egenskaber i et designprodukt er afhængig af strukturen og begrebet for det rum, hvori designprocessen finder sted.
Hvis vi acceptere den præmis og de forbehold jeg fremlagde i introduktionen – at designprocesser kan undersøges som diskrete elementer, der gennem en kognitiv proces følger specifikke metodiske mønstre – mener jeg, at afhandlingens tese er gyldig.
Tesen kan splittes op i tre dele i omvendt rækkefølge af, hvad jeg foreslog i introduktionen – de parametre og egenskaber, der bliver integreret, det rum, hvori designprocessen finder sted, og den afhængighed, der er mellem rum og parameter.
Af tesen følger det, at en designproces finder sted i et rum, og at et sådan rum både har struktur og kan beskrives begrebsligt. I den indledende diskussion af tesen gjorde jeg gældende, at jeg måtte fokusere på konstruktionen af det rum, hvori designprocessen finder sted. Dette fokus er blevet kvalificeret af Stankiewitz’ beskrivelse af hvad han kalder et designrum, hvori design udvikles som konstellationer af operander, og ligeledes af Baiers og Sojas beskrivelse af, hvordan vi kategoriserer forskellige rumbegreber. Der har været mange eksempler på konstruktionen af sådanne rumlige designstrukturer fra Schindlers Unit System og Venturis symboler og tegn til Benedikts strukturelle information, Chus fordeling af genetiske matematiske energifelter i rum og Fabrikants metaforiske rum. Som jeg gjorde hævdede i delen Investigation, var disse rum forskellige på forskellige steder for den designmæssige intervention: det indre sted, det ydre sted og det virtuelle sted konstituerede forskellige afhængigheder af rum. De tre steder i min undersøgelse og mine egne konstruktioner viser, at en sådan afhængighed er til stede.
Derfor vil jeg konkludere, at en designproces finder sted i et specifikt designrum, der opstiller bestemte rammer, anvisninger, potentialer og begrænsninger. Begrebet indlejerede rum er derfor både gyldigt som et deskriptivt og et præskriptivt redskab for design.
Af tesen følger ligeledes, at parametre og egenskaber kan integreres i et designprodukt. For at kunne håndtere dette måtte jeg først redegøre for, hvordan vi opfatter rum som fænomen, og hvordan vi kategoriserer disse fænomener. Af min undersøgelse af designrum på tre forskellige steder, kunne jeg konkludere at disse parametre og egenskaber mindst havde en så bred oprindelse som Baier og Soja havde fremlagt. Jeg kan ligeledes konkludere at parametre og egenskaber kan betragtes som kulturelle konstruktioner som Kern, Crary, Comment og Bois har påpeget. Disse er tæt forbundet med det medium, hvori det er konstrueret, hvilket vi så i Bakers panorama, i Spuybroeks pavillon og i brugen af parametriske modelleringsprogrammer. Den kulturelle konstruktion af rum fastlagde visse rammer for, hvad der var gyldigt, hvilket ligeledes blev diskuteret i relation til Kuhns videnskabelige strukturer i afsnittet On Doing Architectural Research. Derfor afhang udvælgelsen af operander, parametre og egenskaber i første omgang af det rum, hvori de siden skulle indlejres.
Derfor er designrum og operander tæt forbundet som det blev diskuteret i kapitlet Media, på trods af at vi kan kategoriserer dem som to forskellige ting. Det er kun i en diskursiv kontekst som i denne afhandling, at vi kan konstruere et designrum før vi indlejrer det med dataobjekter og oprander. Rummet og dets indhold er så tæt forbundet, at det er næsten umuligt at skelne imellem dem.
Endeligt følger det af tesen, at der er en afhængighed mellem integrationen og det rum, hvori den finder sted. Med andre ord er integrationen ikke blot noget der sker af sig selv, men styret af regler, teknikker, metoder, begrænsninger og potentialer. Dette aspekt af indlejrede rum viste sig at være det største og mest dybtgående af dem alle – hvordan disse afhængigheder mellem designrum, designproces og indhold blev opfattet, konstrueret og anvendt. De forskellige måder at håndtere et designrums afhængigheder syntes næsten uendelige: Fra Baiers og Sojas kategoriseringer, til Schindler og Venturi der formulerede manifester for at understrege betydningen af designprocesser i rum. Dette er aspekter, som jeg har fundet på tværs af forskellige anvendelser, perioder, medier og konstruktioner af indlejrede rum. Som jeg hævdede i delen Construction var aspekterne medie, struktur og model afgørende for opfattelsen, konstruktionen og anvendelsen af sådanne afhængigheder. Det har ligeledes været min erfaring fra de mere en tyve eksperimenter og laboratorieforsøg, der blev gennemført i løbet af projektet.
Derfor vil jeg gøre konkludere, at designprocessen og designrummet er konstruérbare afhængigheder. Det er ikke noget, der bare er derude, men i høj grad noget der er herinde, hvor arkitektur bliver produceret.
(1) For reference se www.c-i-d.dk.
(2) Jvf. Wayne, C., Gregory G. Colomb & Joseph M. Williams (1995), The Craft of Research, Chicago: The University of Chicago Press.
(3) Det skal bemærkes, at i mine øjne har disse rum ikke en absolut en-til-en-korrelation som en reproduktionskæde. Det er alt for enkelt at konkludere, at arkitektens eller designerens mentale ‘designrum’ blot er en mental manifestation af det endelige ‘produktrum’ – med andre ord, at arkitekten konstruere det endelige rum i sine tanker før han eller hun konstruere det i beton, glas eller stål. ‘Designrummer’ er på en og samme tid så meget mere og så meget mindre.
(4) Jeg har tilegnet hele kapitlet On Doing Architectural Research til denne diskussion.
(5) Det bør bemærkes, at designmetode generelt betragtes som en del af n bredere designteori. Ved at fokusere på alene på metode, ønsker jeg at understrege designteoriens normative element.
|
|