Pragmatiske urbane strategier- Rumligt organiserende og formende diagnostiske metoder, urbane strategier og pragmatiske modeller for den foranderlige by.
Byer verden over kendetegnes i dag af forandring. En forandring, der ikke blot har indflydelse på byernes udseende og måde at fungere på, men også på den måde hvorpå vi betragter og bearbejder byen. Uforudsigelige udviklingsretninger, ændrede samfundsmæssige behov og konstant skiftende urbane funktioner har i dag skabt så komplekse urbane miljøer, at vi ikke længere kan planlægge byerne med forventningen om at byerne følger disse planer.
De bymæssige forandringer vi ser i dag, problematiserer meget præcist de kognitive metoder, arkitektfaget hidtil har benyttet. Derfor kan man spørge, om disse metoder stadig kan løse de kriser den moderne by i dag er stillet overfor? Man kan således, som udgangspunkt for en yderligere problematisering, argumentere for, at flere af de ‘urbane kriser’ kan føres tilbage til et sammenbrud i modernistiske arkitekturfaglige discipliner. Den kognitive modernistiske tilgang til byen synes at være dømt til at mislykkes, da den slet ikke ‘stiller diagnosen på byen’ – den tager ikke udgangspunkt i byens faktiske vilkår, men forudsætter at byen er et stabilt territorium med permanente funktioner og en forudsigelig fremadskridende handling “... a functionalist logic that would describe a fixed set of actions to be completed within a fixed architectural envelope (and risk obsolescence if those functions changed) ...” (Stan Allen, ‘Diagrams Matter’). Derfor kan den ‘urbane krise’ beskrives som mere vidtrækkende end blot en ‘krise’ i byen som fysisk objekt og mentalt rum. ‘Krisen’ findes også i arkitekturens specifikke faglige discipliner. Det er derfor påkrævet kritisk at revurdere den kognitive forståelse af byen man hidtil har haft, bl.a. via en systematisk diskussion af den kognitive versus den pragmatiske forståelse af byen. Hvilke teorier og faglige discipliner kan benyttes i arbejdet med den foranderlige by? Kan nye pragmatiske strategier, der med diagnostiske metoder tager udgangspunkt i den eksisterende by og er åbne for byens foranderlighed, afløse en modernistisk kognitiv planlægning, hvor byen bliver opfattet som forudsigelig og funktionel stabil? Hvordan bibeholdes en arkitektonisk fysisk tilstedeværelse, selvom denne tilstedeværelse ikke længere betragtes som stabil og permanent, men snarere foranderlig og temporær?
I teksten ‘A New Pragmatism?’ beskriver filosoffen John Rajchman en tilgang til byen. Rajchman foreslår, hvad han selv kalder en ‘diagram- og diagnose pragmatisme’, en tilgang, der relaterer sig til en foranderlig fremtid, vi hverken kan planlægge eller foregribe. Rajchman understreger at ‘den ny pragmatiker’ ikke som tidligere tager afstand fra teorier, programmer og abstrakte sammenhænge, men i stedet tager udgangspunkt i verdens faktiske uforudsigelige karakter for at arbejde med sådanne teorier, programmer og abstrakte sammenhænge. Rajchman placerer dermed arkitekturen i en anden slags pragmatisme, hvor arkitekturen ikke længere er den mest bundne af de frie kunstarter, der blot kan besvare simple konstruktive spørgsmål. I stedet kan den nye pragmatisme ifølge Rajchman give arkitekturen en mere aktiv rolle i udformningen af samfundet, ved at forme rammerne for samfundets uforudsete behov. Arkitekturen bliver derfor ikke længere blot en aktiv fysisk konstruktion, men også en aktiv social, økologisk og mental konstruktion.
Det teoretiske udgangspunkt for den pragmatiske tilgang, finder John Rajchman i Michel Foucaults beskrivelse at Immanuel Kants begreb ‘pragmatisch’, som Foucault hverken ser som instrumentelt eller praktisk, men snarere eksperimentelt. Verden kan gennem dette begreb, ses som et eksperiment uden nogen på forhånd udfærdiget plan. En af de strategier John Rajchman beskriver som en mulighed i en ny pragmatisk praksis er diagrammet, der kan tjene som et operationelt redskab og ikke blot en grafisk fremstilling af allerede kendte sammenhænge. Denne skelnen mellem det ‘passive’ og det ‘aktive’ diagram uddyber Rajchman med Gilles Deleuzes fremstilling af Foucaults diagrambegreb som en ‘abstrakt maskine’, der ikke passivt imiterer den reelle verden, men i stedet som et dynamisk kort producerer nye muligheder man ikke kan forudse. En brug at diagrammet som en ‘abstrakt maskine’ den amerikanske arkitekt Stan Allen bl.a. stiller over for funktionalismens fikserede arkitektoniske rammer “ ... the notion of an abstract machine sees the building as a component in a larger assemblage that can be recontextualized according to the progressive rearrangements of the other components in this social/technical/urbanistic machine.” (Stan Allen, ‘Diagrams Matter’). Diagrammet bliver således hos Stan Allen gjort til en operationel metode, der pragmatisk behandler de kriser den moderne by i forandring møder. Stan Allen insisterer på, at urbane strategier er en ‘material practice’ – en arkitektur, der er optaget af at fremstille konkrete modeller og realistiske strategier, snarere end blot at producere betydning og tegn. Den materielle praksis hos Allen bliver således ikke blot en kritik af modernismens kognitive planlægning, men ligeledes en kritik af postmodernismens semiotiske læsning af byen, hvorfor Allen også benævner diagrammet ‘architecture after semiotics’. ‘In my current work, by contrast, architecture is conceived as a material practive, that is to say, as an activity that works in and amongst the world of things, and not exclusively with meaning and image. ... Material practices organise and transform aggregates of labour, materials, energy and resources, but they work through necessarily mediated procedures, which leave their trace on the work.’ (Stan Allen, ‘Material Practices: Architecture After Semiotics’). En kritik af postmodernismens urbane tilgang John Rajchman dog ikke abonnerer på idet han påpeger at netop diagrammet kan fungere som en overgangsform mellem den nye pragmatiske tilgang og en postmoderne tegn- og betydningsskabende tilgang, bl.a. gennem Charles Sanders Peirce’s samtidige udvikling af en semiotisk og en pragmatisk forståelse af verden.
Pragmatiske urbane strategier benytter i vid udstrækning tre begreber som ‘redskaber’; diagnostiske metoder, urbane strategier og pragmatiske modeller, der i deres rækkefølge lægger sig tæt op af en reel arkitektonisk praksis.
Diagnostiske metoder tager som begreb udgangspunkt i en pragmatisk tilgang til byen som en diagnose, der forsøger at beskrive faktiske eksisterende forhold og gøre indsamlede data operationelle. Denne tilgang rummer en problemstilling som bl.a. Stan Allen peger på: at modstille arkitekturens materialitet med informationernes immaterialitet, vil være at se bort fra arkitekturens dybe faglige tradition. Mange af de discipliner, der kendetegner en arkitektonisk praksis har netop sit udspring i en konstant bevægelse mellem medier – fra det abstrakte til det konkrete og omvendt bl.a. gennem discipliner som projektionstegning, registrering og notation. Netop disse metoder er blevet anvendt som forarbejde til strategier bl.a. af Bernard Tschumi i ‘The Manhattan Transcripts’, og er, i bl.a. hollandske projekter, siden blevet suppleret med mere statistiske notationssystem.
Urbane strategier betragter som udgangspunkt byens ‘problemer’ som så store og komplekse at de ikke alene kan løses gennem afgrænsede projekter, der blot besvare permanente funktionelle behov. Man må i stedet lægge en strategi, der rækker længere i tid og som åbner op for nye mulige funktioner. Disse strategier beskriver problemstillinger ved vidt forskellige dele af en arkitektonisk praksis, og bevæger sig fra generelle strategier for samarbejde mellem forskellige eksperter, til strategier for formgivning i et dynamisk og mobilt rum.
Hos ‘UN-Studio’ (Ben van Berkel og Caroline Bos) beskriver begrebet ‘Deep Planning’ en meget generel samarbejds-strategi, hvor den arkitektoniske proces inddrager en lang række ekspertgrupper i et netværk for arkitektonisk praksis ‘... drawing together despersed elements, to make their interrelations visible through the architectural imagination.’
En anden generel strategi finder man hos Rem Koolhaas og tegnestuen OMA beskrevet som en ‘paranoid-kritisk metode’. Denne strategi har sit afsæt i surrealismens ikke-lineære sammenhænge, der springer mellem af fastholde værket til en forklaringsstruktur og dernæst løsrive værket fra denne struktur.
Den hollandske tegnestue MVRDV repræsentere en af de mest ligefremme eksempler på en pragmatisk tilgang til bymæssige projekter. Med en disciplin, der næsten er blevet en besættelse, tages udgangspunkt i empiriske undersøgelser af et givet problem. Der opstilles “what-ifs” scenarier, der gennem en konsekvent fremskrivning bearbejdes til en endelig fysisk model. Hermed bliver løsningen på den stillede opgave som hos OMA en strategi, snarere end en enkel fysisk form.
En mere specifik strategi er den hollandske tegnestue ‘Max. 1’s såkaldte ‘Emmentaler Urbanism’, der helt konkret blev anvendt i projektet ‘Detailed Planning of Vinex Site’, Utrecht, Holland i 1995-96. ‘Max. 1’ udarbejdede her en urban struktur fyldt med huller, som en schweizerost. Herved koncentreredes indbyggerne og de økonomiske midler i fortættede områder, der hurtigt bliver bymæssige, mens resten (hullerne) bliver overladt til markedsøkonomiske kræfter. Ingen vil kunne forudsige hvilken del af byen, der vil blive bedst når byen om 20 år er færdig.
Stan Allen han beskæftiget sig med discipliner, der traditionelt er uden for arkitekturens felt bl.a. infrastruktur, gennem en strategi han selv kalder ‘Infrastructural Urbanism’. Denne tilgang kunne bl.a. ses i Stan Allens ‘Logistical Activities Zone’ i Barcelona fra 1996, hvor en infrastrukturel arkitektur gjorde det muligt at programmere en fleksibel udvikling for et havneområde, samtidig med at beholde en samlet identitet. Gennem minimale men meget præcise rammer for fremtidige bebyggelser og funktioner styrede en ‘manual’, hvordan arealet skulle ‘besvare’ de komplekse handlinger og behov det store byområde ville blive mødt med i fremtiden. Reaktionen på fremtidige forandringer ville blive et spil mellem form og handling – et ‘loose fit’ af organisering og program.
En af de mest specifikke strategier ser man hos den amerikanske arkitekt Greg Lynn, der via en strategi man kunne kalde ‘Animate Form’ bringer arkitektonisk formgivning ind i et bevægeligt og tidsligt rum. Dette betyder ikke at arkitekturens materialitet opløses i ren mobilitet, det er snarere et opgør med den traditionelle måde at se arkitektur på, som statisk og permanent. Lynn skaber ved hjælp at avancerede computerprogrammer så komplekse miljøer af flere tusinde parametre, at kun en matematisk præcis strategi kan organisere projektets form.
Pragmatiske modeller er pragmatiske – og eksperimentelle ved at beskæftige sig med urbane kræfter, hvis udviklingsretning vi ikke kan forudse. Modellerne har både en konkret fysisk form som traditionelle arkitektoniske løsninger på specifikke problemstillinger, som OMAs projekt til flytningen af Schipholl lufthavnen i Holland, men de har også en mere abstrakt form som ‘scenarier’ eller ‘manualer’ for programmeringen af bymæssige handlinger, som Stan Allens projekt til ‘Logistical Activities Zone’ i Barcelona.
LitteraturAllen, Stan: ‘Diagrams Matter’, in ‘ANY No. 23’, Anyone Corporation, 1998
Allen, Stan: ‘Material Practices: Architecture After Semiotics’, in Cook, Peter & Neil Spiller (ed.): ‘The power of contemporary architecture’, Academy Editions, 1999
Allen, Stan: ‘Points+Lines Diagrams and projects for the city’, Princeton Architectural Press, 1999
Berkel, Ben van & Caroline Bos: ‘Deep Planning ou le nouveau rôle de l`architecte’, in ‘L`architecture d`aujourd`hui’ nr. 321 marts 1999
Koolhaas, Rem: ‘The Generic City’, in ‘S,M,L,XL’, 010 Publishers, 1995
Koolhaas, Rem: ‘Pearl River Delta’, in ‘ANYhow’, Anyone Corporation, 1998
Lynn, Greg: 'Animate Form', Princeton Architectural Press, 1999
Max. 1: ‘Plan for a plan that cannot be a plan’, in ‘Nine+One’, NAi Publishers, 1997
MVRDV: 'Meta City Data Town', 010 Publishers, 1999
Pope, Albert: 'Ladders', Princeton Architectural Press, 1996
Rajchman, John: ‘A New Pragmatism?’, in ‘ANYhow’, Anyone Corporation 1998
Rajchman, John: ‘Constructions’, MIT Press, 1998
Sassen, Saskia: ‘ The Global City’, Princeton University Press, 1991
Shields, Rob: ‘Flow’, in ‘Space and Culture’, nr. 1, 1997
Speaks, Michael: ‘The Sigularity of OMA’, in ‘ANY No. 24’, Anyone Corporation, 1999
Tschumi, Bernard: ‘The Manhattan Transcripts’, Academy Editions, 1981
Venturi, Robert, Denise Scott Brown & Steven Izenour: 'Learning from Las Vegas', MIT Press, 1972
ProjekterAllen, Stan: ‘Logistical Activities Zone’, Barcelona, Spanien, 1996
Foreign Office Architects: ‘Link-Quay Waterfront of Santa Cruz’, Spanien, 1998
Kahn, Louis: ‘Philadelphia Planning Study’, Philadelphia, USA, 1956-62
Lynn, Greg: ‘Embryologic Space’, 1998
Lynn, Greg: ‘Port Authority Gateway’, New York, USA, 1995
Lynn, Greg: ‘Yokohama Port Terminal Competition’, Yokohama, Japan, 1994
Max. 1: ‘Detailed Planning of Vinex Site’, Utrecht, Holland, 1995-96
MVRDV: ‘Mainstreet’, Almere, Holland, 1996
MVRDV: ‘METACITY/DATATOWN, Rotterdam, Holland, 1999
MVRDV: ‘Lace’, Holland, 1997
OMA: ‘Programmatic Lava’, Yokohama, Japan, 1992
OMA: ‘Tabula Rasa Revisited’, La Défense, Frankrig, 1991
Richter, Dagmar: ‘Flexible Zoning’, New York, USA, 1998
UN-Studio: ‘Arnhem’, Arnhem, Holland, 1996
© Thomas Leerberg, 2000
|
|